Skoler i Bærum: Jar skole på Jaer gård, og saga og mølla ved Fåd

Jar skole ligger på gamle Jar gård. Den ble ryddet en gang i jernalderen. Navnet kommer av jadarr, betyr kant, som jarekant på stoff, fordi gården lå ved elva Fåd, på grensen mellom Bergheim og Aker. Nå heter elva Lysakerelva og Bergheim heter Bærum. I 1814 ble Jar skrevet Jaer.

 Det viktigste på Jargården var den store Jarfossen. Hvis du hadde foss på gården, kunne du få malt kornet ditt og du kunne male korn for gårder som ikke hadde foss. På Jar var det kvern som malte korn for Bærumsgårdene helt fra 1600-tallet og senere en stor mølle. Sag var det fra rundt 1550.

I 1814 var Jar en del av Peder Ankers store eiendom. Da var det bygget en stor mølle med to etasjer, ti par kvernsteiner og seks vannhjul som dro dem rundt. Det var to dammer og en 200 meter lang vannrenne som førte vannet til vannhjulene, det var sagbruk og vannhjul til sagene. Enda kan man se rester etter driften, like ved skolen.

Kvernvise, fra Lillestrøm 

Der elva går striest og stryker forbi så kjapp. 

Der maler ei kvern, du kan høre den si ”Klipp, klapp” 
Se elva drar kvernhjulet rundt uten stans, 
og hjulet drar steinen, det går som en dans. 
Klipp klapp, klipp klapp, klipp klapp. 

Og bonden han kommer med sekken på rygg så rapp. 
Nå skal han ha malt både havre og bygg, Klipp klapp. 
Og bonden får mjøl, baker brød og er glad. 
Han tenker med takk på den kverna som sa: 
Klipp klapp, klipp klapp, klipp klapp.

Til Jar gård hørte flere husmannsplasser - Storenga, Lillenga, Asplund, Bakken, Sletta, Gata og Håkinstua.  Der bodde folk som jobbet på mølla og på sagbruket. I 1801 bodde det  til sammen 70 mennesker på Jar. Syv av dem var sasugmæstre. Det var også en jeger og en skomaker.
På Storengen bodde byggmester Holm Halvorsen som reiste rundt og bygget broer. Han var også forpakter på møllen. På Malurtåsen - Maluktåsen - som Bærumsfolk kalte den - var det tre familier som arbeidet på mølla og sagen. Malurtåsen har navn fra malurtplanten som ble brukt som krydder i brennevin og medisin for magen. Og mot møll - malurt betyr møllurt.

I fossen bodde Fossegrimen. Grimen ble han også kalt. Han var i slekt med nøkk og vasstroll og holdt særlig til ved kverner og møller. Fossegrimen var en framifrå spillemann som kunne få fram alle naturens lyder på fela si. Hvis du kastet et fenalår eller en feit skinke i fossen kunne det hende han lærte deg å spille. Jo fetere kjøtt det var på låret, desto bedre spillemann ble du. Var kjøttet magert, lærte du kanskje bare å stemme fela. Da sang det fra fossen: Jeg skal lære deg stille, men ikke å slå, for du gav meg et bein det var ingenting på. Det er mange historier om fossegrimen. Og det ble sagt om både Ole Bull og mesterspillemannen Myllarguten at det hadde gått i lære hos fossegrimen. Myllarguten skulle visst ha gitt ham sjelen istedenfor et spekelår.

Ole Bull var på kvernhuset og lerde spela, fra Nesna i Nordland
Det var eingong ein gut, som heitte Ole Bull. Han vart sidan ein vidspurd spelemann, men frå førsten var han berre så måteleg. Men så ein dag tok han ein kjøtbog med og gjekk til kvernhuset og sette seg. Og det var ikkje verre med det, då midnattstimen slo, så kom det ein, som tok kjøtbogen. Og sidan var Ole Bull ein meister til å spela, han kunde spela på mest alt moglegt, same kva så fekk han mål i det.

Men så var det ein annan, som fekk høyra det hadde vorte ein slik meisterspelemann av Ole Bull, og så vilde han prøva han og. Han hadde ein kjøtbog med han og, men då det leid på, så vart han svang og så spika han kjøtet av bogen. Og då karen kom, som skulde gjeva honom spelekunsten, så fekk han berre beinknokane av bogen. Då sa den framande: Du som lett meg få berre bein skal lera å stille, men ikkje å slå. Og han vart heller ikkje nokon spelemann å rekne for, men han var framifrå flink til å stille felor.

Fra Solør i Hedemark

Halte-Gutten var Skrædder og den flinkeste Spillemand i Solør. Han lærte at spille under en Bækkekværn en St. Hansnat. Kameraten hans var med ham, da de gik did, og de gav sig begge til at klunke paa Felerne sine. Om en Stund fik de se en Mus komme trækkende opover Bakken med et digert Hølæs, og da blev Kameraten saa ræd, at han løb sin Vei.

Derimod holdt Halte-Gutten ud den hele Nat; han saa meget rart, men fortalte ingen, hvad det var. Tidlig om Morgenen kom han hjem, - saa vaad af Sved, som om han havde ligget i Bækken. Spille havde han lært til Gavns. Stod han udenfor et Hus og hørte en Melodi en eneste Gang, saa kunde han den med det. Da han døde, rørte Fingrene sig paa venstre Haand, længe efterat han var sluknet.

Fra Eidskog i Hedemark

Gamalt var det to brør som ville læra å spela. Og dei tok

med seg kvar si fele og kvar sitt fenalår og gjekk til Buåfallet,

for der heldt nykken til.

Den eine karen var så svolten og difor så gnog han tå fena-

låret sitt. Da karane kom til Buåfallet, så kasta dei saulåra uti.

Ikkje så lenge etter steig nykken opp tur vatnet. Og han gjekk

bort til karane og tok på fingrane deira. Og spelmenner vart

dei, men han som hadde ete tå kjøttlåret vart ikkje nåme nær

så god som broren sin.

Fossegrimen kunne skape seg om til mange slags skikkelser. En av dem var fossekallen, den som er blitt kåret til Norges nasjonalfugl. I gamle dager trodde folk at den hadde trolldomskraft. Fossekallpulver ble gitt som medisin til hester med vondt i magen, og i Valdres fikk kuene fossekallkjøtt og salt for at de skulle trives. Og om du hørte den skrike varslet det regn. 

Det er ikke rart at folk trodde den var en trollfugl. For fossekallen kan overvintre ved åpne fossestryk 1000 meter over havet og i Finnmark i −40 °C og har reir midt i fossespruten. Den spiser vanninstekter, larver, krepsdyr, småfisk, snegler og vannplanter, enda den er av spurveslekt. Den kan svømme på vannet enda føttene ikke har svømmehud. Under vann svømmer den med vingene og kan dykke i et minutt av gangen.  

Fossekallen er så stor som en stær. Den fins over hele landet og har rundt 70 dialektnavn, som elvekonge, vannstær, straumhest, tussefugl, vannstær, elvekall, kvernkall og elveprest. Navnet fossekall ble første gang brukt på trykk i 1715. 

Steder å gå hvor folk gikk i 1814: Langs Lysakerelva til Fossum og Bogstad og til Fåbro og til Lysaker. Jar gård og Malurtåsen.

Bilder: Jarfossen - Bærum kommune. Kunstner: Grosch, Heinrich August, Foss og sagbruk, kanskje rundt 1814. Malurt - Carl Axel Magnus Lindemann, Bilder ur nordens Flora. Fossegrimen - Th. Kittelsen 1887. Fossekallen - Carl Friedrich Deiker Wasserschwätzer, 1813.