Det kan væra hustrig i skauen nå om års, kaldt og rått for en liten tynnkledd gjeteronge uten sko på beina som må vasse i silregn, over tåkemyrer, gjennom mårravåt lyng og pistregras. Du fryser nesten tærne ta deg og må trø i kurukene rett som det er for å få varmen, eller holde føttene innunder når kua tisser - for det er varmt, alt som kommer ut av kua, både mjølk og tiss og ruker - og når flokken legger seg ner for å jorte - tygge drøv - sånn som kyr bruker, da må du krøke deg sammen tett inntel ei stor varm kukropp for itte å fryse deg blå.
De sier hu har fire mager, kua: vomma, nettmagan, bladmagan og løpen. Hu gulper opp mat fra en mage, tygger det omigjen og svelger det ned igjen i en annen mage. Halve dagen og mye ta natta driver hu på med drøvtygging. Men så blir det god mjælk også, og særlig setermjælka. Beste i verden, det er ei stor varm kyr som ligger sånn og puster og tygger og gulper og gomler.
Heldigvis er itte dagene i gjeterskauen så lange nå, det skumrer tidlig. Det pusler og tusler det rundt husa i skumringen og kyra er urolige, det er tussefolket, småfolket, de kommer i kveldinga, i tussmørket. Og huldrefolket, det andre folket, de som bor under jorda, tusler kanskje også, for nå venter de på å få fløtte inn i seterbua for vinter'n. Så nå er det å rydde og vaske fint etter seg og kanskje legge att noe til dem og ønske dem vælkommen inn. Det er itte godt å bo under jord og i berg når det er tæle og frost. Så det er bare å pakke oster og smørtiner og dra tel bygds med bølingen. Og håpe at folk og fe overlever vinterkulde og sulteforing og armod og nød, så alle får komme tel seters neste sommer.
Huldrefolket er på en måte i slekt med folk. Det er fra den gangen da Vårherre kasta Adam og Eva ut ta Edens hage. Men Adam og Eva levde nokså godt likevel, for de var glade i hverandre og fikk en bråte med unger. En gang da Vårherre kom forbi, så hadde itte Eva fått tid tel å vaske og stelle mer enn halvparten av unga. De reine fine unga viste hu fram for'n Vårherre, men de skitne unga gjømte hu unna så'n itte skulle se dem. Var det itte fler unger? undra sa'n Vårherre. Neida, neida, sa Eva, det var alle unga han så. Da sa Vårherre: "De som er dulde, skal vorde hulde." Det som er bortgjømt skal fortsette å være bortgjømt. Og etter den dagen blei de hulde, huldrefolket, bortgjømte og usynlige, og må bo i berg og under jord.
Du skal forresten itte bli igjen for lenge på setra om høsten, og ihvertfall itte etter Mikkelsmess sist i september, for da kan det gå gæli, og ihvertfall om en er ung setertaus, for da kan tussekallen komma. Tussekallen er en liten innful gammal mannsling med nese nesten ned tel bakken. Men han kan gjøre seg om tel den vakreste kar eller så du tror han er kjæresten din. Og så kommer'n med et helt brudefølje og steller istand tel bryllup, med bryllupsmat og brurestas så flott som du aldri har sett før. Og om du da gir han ja-ord og setter ring på fingern og han får rispa deg i øyet - ja, da blir du forgjort og kommer aldri telbake tel det jordiske.
Det er mange sagn om slikt, som det under her ifra Finnskogen. Klevarsagnet kalles sagntypen, eller Huldrebryllup på setera, hentet fra skattekista Eventyr og sagn fra UiO.
Huldrebryllup på sæteren, Finnskogen på Hedemarken
Nu er det ikke nogen gård i Brusæteren, men tre sætrer og den gang denne sætren var ny, var det en jente som var der alene med buskapen en sommer. Andre budeier brugte at have jenter med sig, men far hendes syntes det blev for kostbart at have to mennesker liggende der til at passe disse få krøtter.
Jenten havde av og til hørt og set mer end hun syntes var rigtig, men hun var en modig en, som ikke skvatt stort om det tusled lidt her og der i krogene.
Hun var forlovet og skulde gifte sig til jul, og kjæresten likte ikke rigtig, at hun skulde være her alene, hvor det kunde komme både tater og andet pak. Men jenten bare lo av denne frygten hans, og sa at ingen vilde stjæle hende, og så vidt voksen var hun også, at hun ikke blev borte i sengeforet.
Alt gik godt og vel til mikkelsmes. Det kom hjemfolk som skulde fragte hjem sætermaden og bølingen. Kløven blev lagt på hesten og krøtterne løst, men jenten kunde ikke bli med hjem, for det var blit borte en ku dagen før og hun måtte være igjen og lede efter den. Hun havde naut-hunden med sig til hjælp.
De andre reiste hjem og vidste intet vondt av. Men da det led på kvelden, kom hunden efter dem og gjødde som det stod om bare livet. Den havde tørklædet til budeien knyttet om halsen; dette syntes de var rart og begyndte at bli rædde for, at det var noget galt påfærde med hende. Kjæresten la da til sprangs østover med børsen i næven, og han holdt nok ikke længe på med at kute den milen. Da han kom til sæteren, fik han se det lyste av et stort eldsmål på skorstenen, og han hørte folkemål der inde også. "Kan undres hvem Anne har til fremmede ikveld, mon det kan være skyttere eller hesteleitere?" tænkte han.
Men da han kom frem til ildhuset, blev han endda mer forundret, for udenfor døren stod det to hester så fede og blanke, at det ordentlig sken av dem og med så fine sælegreier, at gutten aldrig havde set magen. Det blinked og laved av spænder, remmer og dingeldangel. Den ene hest havde kvindesal og den anden mandssal, men den første var finest. Gutten blev stående som fjetret. I det samme hørte han en rope på sig, og da døren idet samme gik op, mødte det ham et uventet syn: På en krak sidder Anne pyntet til brud, i fine fremmede klær og med guldkrone på hodet. Ved hendes side sidder en fæl styg kall med klumpnæse, bred tandløs mund, langt tafsehår, stor mave og lægger smale som på en gjed. Men fine klær havde han, og i disse var en hel mængde sølvknapper og spænder.
Rundt krakken yrte det med store og små troll, det ene styggere end det andet. Men det fæleste var, at de alle sammen havde lange kuromper som hang og slang og hugg dem på hælene. Spillemand havde de med, og de dansed og skreg så det var en støi værre end ved kvernen.
Gutten var ikke sen, han drar op børsen og skyder over taget. Men da blev det skyds på trollene. De rulled bortover som digre grå garnnøster ud gjennem døren med uling og tut. Et par av de modigste begyndte at rive brudestasen av Anne for at få den med sig, men kronen fik de ikke, for den holdt Anne på med begge hænder. Den bar hun da hun i julen stod brud ved siden av den rette brudgom, og den skal endnu findes på en av Sorknes-gårdene.
Da gutten kom ind, sad Anne alene, og det var mørkt i peisen. Ræd og rar var hun, og det var ikke før dagen efter at hun kunde fortælle hvordan det var gåt:
I skumringen da jenten sad i ildhuset, kom det ind et digert kvindfolk med ett øie midt i panden, hun gik bort til Anne og siger: "I kveld skal du stå brud med sønnen min!" Siden kom hele trollherkjet og satte til at pynte hende til brud, og da var det hun havde sendt hunden til bygds. Da gutten kom var de fiks og færdige til at reise til Knartkirken med hende, og havde hun kommet dit og var blit viet til trollet, så havde det været tusen slut at komme fra dem igjen.
Trollene var ikke langfærdendes; de bodde ved siden av sætervolden. Den som jenten skulde havt var kongen deres. Styg var han, og det var ikke rigtigt noget årslam heller, for han havde lævd over syv granefald, men sølv og guld havde han i skjæppevis.
Bilde: Tussebryllup, Kittelsen.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar