Sent i august 1814

Etter Mossekonvensjonen 14. august 1814: Det er en skrøpelig fred. Forresten, våpenhvile er det. Christian Frederik skal sammenkalle Stortinget, senest 7. oktober. Det skal gjøres forandringer i Grunnloven og forhandles. Våpenhvilen skal vare i to uker etter at Stortinget har trått sammen og så enda en ukes oppsigelse.

Både på svensk og norsk side er det betydelig misnøye med avtalen. Karl 13. og mange med ham mener at den nye adoptivsønnen, Karl Johan, burde satt norrbaggarna skikkelig på plass. I Norge er folk opprørte, bitre, skuffede, skamfulle, sinte, rasende, det er vanskelig å skjønne denne æreløse krigen, hvorfor skal vi ikke lenger sloss for konge, den nye kongen, og fedrelandet og den nye grunnloven. Skal de bare finne seg i å bli svenske? Nei!
Det er mytteri blant soldater med påfølgende krigsrett. Folk raser. Det snakkes om svik og bestikkelser. Det skrives i aviser, trykkes plakater med beskyldninger og anklager og det hisses til oppvigleri, til hevn over svikerne. Det er opptøyer, pøbelen vil ha rettferdighet, de samler seg i store skarer, marsjerer i gatene, strømmer til unionstilhengernes boliger, kaster stein, knuser ruter, vil ha fatt i svenske offiserer, krever norske militære ledere straffet, vil se blod! Det er slåsskamper, politiaksjoner og arrestasjoner.

Fra Vestlandet skriver Biskop Johan Nordahl Brun: "Norge er endnu Norge, og Christian , Norges Konge, og 20 000 Nordmænd bør det koste først, før det bliver anderledes!" og "Vi vil ikke blive Svensker, men under Christian Frederik sejre eller dø."
Men Christian Frederik har flyktet til Ladegårdsøen - Bygdøy. Han er nedbrutt, utslitt, syk, ja nærmest vanvittig, er engstelig og føler seg forfulgt. "I dag er Vi ankommet hit til Ladegårdsøen, men i en så sykelig tilstand at Vi for tiden ei kan befatte Oss med statsbestyrelsen" skriver han til Regjeringen.
Den 31. august skriver slottsprest Pavels i dagboken sin: "Den er nu forbi, den ulykkelige august Maaned. I Aarhundreder oprandt ikke en saadan Maaned for Norge. Hvo haabede ikke paa dens første Dag? Hvo haaber vel nu paa denb sidste."

Soldatene knurrer, mange vil slåss, forsvare sitt land og sin konge, kjempe for Grunnloven. De hadde da seiret i flere slag, svensken var da ikke så ille og tapene var da omtrent like på begge sider? Denne æreløse krigen! Og hva gjør soldatene der de ligger i forlegningene og venter? Pusser bajonetten, støvlene, geværet? Slikker sårene? Synger sanger? Hva tenker de?

I 1810 utkom Sangbog for soldaterstanden, Forfattet af Victor Kristian Hjort, provst  ved Holmen og Garnisonen - altså de militære i København, med dedikasjon til kongen. Sangboken forteller om hva en soldat burde tenke i 1814. Her er patriotiske sanger til Kong Frederik og Fædrelandet, her er en sang om Brittenes skjendige Overfald paa Kjøbenhavn, her er En gammel Bondes formaning til sin Søn da denne drog i Krigen, sanger om de gamle heltekonger - Haagen Adelsteen, Norges Konge og Rolf Krage, Danmarks konge og om Ole Svendsen Bakke, Klokker på Id i Norge - som kjempet mot Karl 12. i 1718, her er Hæderssang for de kjekke Nordmænd og mange sanger om hvordan en god soldat bør være, handle, tenke, føle. Aller først står Soldatens Pligter til Egen Melodie.

Soldatens Pligter, egen Melodie
Jeg er en dansk soldat
   Og kjender mine Pligter;
Jeg ei min Kammerat
  Ei Chef, ei Konghe svigter.
Jeg veed, hvad Æren er
  Og hvad der volder Skam,
Mig Heltevers er kjer
  Jeg hader Pral og Bram.
  Jeg hader Pral og Bram.

Jeg skal i mit Øuarteer
  Ei Tvil og Tvedragt volde;
Kun den der fredsom er,
  Kan man i Ære holde.
Naar Tappenstregen gaar,
  Jeg lyder Kongens Bud,
Og før Revellienn gaar
  Jeg lister meg ei ud.

Min Lønning jeg saa fro
  Med Nøysomhed vil nyde,
Er jeg mit Kald kun tro,
  Det skal mig stedse fryde.
For Fanens Hæder slaae,
  forsvare Fødeland,
I Kamp for Frederik gaae,
  Det lyster Krigens Mand.

Hvis jeg ved stræbsom Flid
  Kan stundom tjene Penge,
Jeg bruge skal min Tid,
  Og ærlig mig anstrænge.
At være dorsk og lad,
  Det aldrig sømme kan,
Men Virksomhed gjør glad,
  Og hædrer hver en Stand. 

Jeg hylder Munterhed,
  Thi Glæden Mod opliver.
Jeg synger lystig med
  Det Drillerne frodriver.
Men Sværm og Suus og Duus
  Ei Kongens Mand anstaaer,
Selv Helten i en Ruus
  Kun dumme Ting begaaer.

Min Exercits jeg flink
  Og ret til gavns vil lære;
At fyre på et Vink,
  I Marschen færdig være,
At bære Kroppen ret,
  Paa Post med Anstand gaae,
Og være ren og næt;
  Det vil jeg agte paa.

Jeg elsker mit Gevær,
  Det skal mit Liv beskytte.
Naar rent og blankt der er,
  Det bruges kun med Nytte. 
Frit Løbet være maa,
  Dets Laas og Pande reen,
Og fast i Haanden staae
  Den skarpe Flintesteen.

Hvis blank sin Bajonet
  En Krigens Mand vil bære,
Maa Skeden slutte tæt
  Og uden rifter være.
Naar fri for Plæt af Ruust
  Den staar i kraftfuld Arm,
Da vorder Fjenden knust,
  Naar Kampen bliver varm.

Naar Trommen hvirvler Larm,
 Hver Kriger ferm bør være,
Sin blanke Flint i Arm,
  Paa Ryggen Ransel bære,
Og møde i en Studs,
  Hvor Pladsen anvist er,
I fuld Munderinmgspuds,
  Det er Soldaterfærd.

Saa vil jeg rask og fro,
  Soldatens Pligt opfylde,
Min Konge tjene tro,
  Al skyldfri Glæde hylde,
Da gaar jeg Ærens Vei
  Frimodig end til Kamp,
Et Skridt jeg viger ei
  Blandt Kugler, Røg og Damp. 

Mit Hjertes Løsen er
  At falde eller vinde,
Og om jeg segner der
  Hvor Helte Døden finde,
Hver ærlig Kammerat
  Skal vidne ved min Grav,
Jeg  var en god Soldat,
 tro, ædre, flink og brav. 

Kilder: Karsten Alnæs 1814 Miraklenes år, wikipedia og Sangbog for soldaterstanden.