22. desember: Solsnu

Je hører de sier sola har snudd. At vitersolverv var i går, klokka, 23:03, at den korteste dagen og lengste natta har vært og fra nå blir dagene et hanefjed lengre for hver døgn. Men je veit nå itte helt. Je har itte merka no ihvertfall.

For etter gammal skikk står sola helt stille nå mellom Bryggjardøgri og Juledagen. Og i den tia må du itte gjøre no kringgang, slikt som er rundt, men holde deg unna garnnøster og slipestein, kvernstein og spinnerokk, for ellers vil kanskje itte sola snu. Og det kan skje fæle ting: Om du spinner, så kan du miste tommeln. Om du baker, så snur baksten seg i ommen og du får'n kanskje itte ut. Og i kvernhuset sitter kvernknurren og knuger på kvernsteinen så den itte går rundt, tre dager tel ende.

Du merker når sola snur, for da snurrer horna rundt på på kyra. Ting som er fast blir løst. Og alt vann blir først tel vin, så tel eiter og så tel vann att. Det skjer en gang mellom solsnu og juledagen, men når veit ingen.
Og hvis du itte har satt tjærekors over døra, så gjør det fort, for det er nå hu er spesielt lei, Åskereia.


Om Aaske-Reia, fra Beskrivelse over Sillejords Præstegield i Øvre Tellemarken i Norge, presten Hans Jacob Wille, 1786: 
"Aaske-Reia (ɔ: Asernes Færd) reiser adskillige gange i Julen, og især, naar store Drikkelav er i Nærheden. De ere Aander, som ei have giort saa meget Godt, at de kan fortiene Himmelen, og ikke saa meget Ondt, at de kan tildømmes Helvede, da de bestaae af Drukkenbolte, Slagskiemper, Vise-qvædere og fine Bedragere, derfor bliver deres Straf at ride om indtil Verdens Ende. Forrideren er den Matrone Guro-RysseRova, saa kaldet af sin lange Hale, hvorpaa man skiller hende fra de øvrige i Rittet. Efter hende følge adskillige af begge Kiøn. Seer man dem foran, da ere de store og deilige, saa vel Rytteren, som Hesten; men bag til seer man in-tet, uden Guros Hale. De ride med gloende Stænger og Vægte, og denne deres Riden foraar-sager en saadan græsselig Allarm af Jern-Bislernes Ringlen, Jernstængernes Sammenstød, og Rytternes Skrigen, at man kan høre dem langt borte. De ride saa vel over Vand, som over Land, og seer man neppe Hestehoven røre ved Vandskopen. Hvor de kaste Sadlen paa Taget, der maae et Menneske døe paa Øieblikket, og hvor de fornemme, at et Mord skal skee i et Drikkelav, der komme de ind ... Levende Menne-sker ride og med; de blive opsnappede af Færen, og igien satte paa samme Sted, de ere tagne " 

Presten Wille skreiv forresten om juletrær også, han. Itte om julegran men om julerogn. For i Telemark brukte folk å ta rognetre med rot og alt inn i huset i god ti føre jul, så rogna sku få blad og blomst tel høytia. Rogna var fra gammalt Tor med hammern sitt tre, hu beskytta imot hekser og skrømt og lynnedslag og styggedom, og ga helsebot for mangt.
Bilder: Tresnitt fra Nürnbergkrøniken, en inkunabel eller vuggetrykk, skrevet av Hartmann Schedel i 1493, tegninga er muligvis laget av Albrecht Dürer som var i lære hos Schedel. Rogn fra Carl Axel Magnus Lindman - Bilder ur Nordens Flora, wikipedia.